
Når det endnu er lidt for koldt til at gå i haven og nyde det helt spæde forår, så må man jo hente haven ind i stuen og hjælpe foråret lidt på vej. Det var, hvad jeg gjorde for nogle uger siden, før marts måneds lunere temperaturer for alvor satte ind. Jeg klippede et par uønskede vildskud af havens frugttræer, og siden har de hjemme i stuen forvandlet sig til en smuk og enkel blomsterdekoration.
Indenfor i varmen fik de afklippede ender af grenene først et par slag med en hammer, så de blev godt trevlede og lettere kunne suge vand. Grenene arrangerede jeg i en stor krukke med plads til godt med vand, og for at fremskynde blomstringen fyldte jeg lunkent vand i krukken. Hen over de næste par uger blev vandet skiftet jævnligt, og grenene fik dagligt eller næsten dagligt en let overbrusning med lunkent vand i badekarret.
En, to, tre (uger), og foråret har bredt sig i stuen – og såmænd også udenfor, selvom frugttræerne udenfor i haven nok lige venter nogle uger endnu, før de giver sig til at blomstre.
2 kommentarer til “Krukker med knopper”