Prisbelønnet design

Dansk produceret

Leveringstid 1-5 dage

Gratis levering over 1500 kr

Besøg os / afhent på Amager

Havtorn der holder

Denne jul gik turen til vestkysten, hvor havtornene med deres karakteristiske orangegule, syrligt-søde bær fristede. Læs mere om julens jagt på naturen egne vitaminpiller her. Siden er en del af de havtornebær, vi fik med hjem, blevet omsat til lækkerier, der kan holde mindst indtil sommerens bær kan tage over. På grund af deres syrlighed kræver havtornene en del sukker for at gøre sig i en dessert eller marmelade, men sukkermængderne i opskrifterne her kan evt. justeres, hvis man bruger sødere bær.

havtorn

Havtornemarmelade

(2-3 glas)

500 g havtornebær

400-500 g sukker

evt. 3-4 tsk geleringspulver

evt. lidt cognac, rom eller lignende til at skylle syltetøjsglassene i

Bring havtornebærrene i kog sammen med sukkeret og kog i ca. 10 min uden låg. Fjern skum og urenheder, der samles i overfladen, undervejs. Smag til og tilsæt evt. lidt mere sukker. Jeg kan godt lide marmeladen lidt syrlig – så egner den sig perfekt som tilbehør til vildt og andre kraftige kødretter. Til morgenbordet eller eftermiddagsteen kan det være rart med en lidt sødere marmelade, men smag dig frem.

Tag en teskefuld af marmeladen og lad den køle af på en kold tallerken. Hvis den stivner fint, er der ingen grundt til at putte geleringspulver i. Bliver den ved med at være flydende, kan man tilsætte lidt geleringspulver blandet op med sukker. Bland 1-2 spsk sukker med 3-4 tsk geleringspulver og rør blandingen i lidt efter lidt. Prøv af et par gange undervejs, om marmeladen stivner på den kolde tallerken, og stop når den har den rigtige konsistens.

Portionen er stor nok til 2-3 glas marmelade – afhængigt af glassenes størrelse. Skold glas og låg med kogende vand. Skyl dem evt. med lidt cognac, rom eller lignende: hæld en lille slat i bunden af et glas, skru låget på og ryst. Spiritussen medvirker til at desinficere glassene, så marmeladen holder sig bedre, og samtidig giver det smagen et ekstra pift. Hæld den varme marmelade på glassene og skru lågene godt på. Når marmeladen køler af, trækker den sig lidt sammen og suger dermed lågene fast på glassene – det hjælper også på holdbarheden.

Havtornemarmeladen har vist sig at være et hit blandt venner og familie, og den fine orange farve gør et glas af marmeladen til en dekorativ lille gave…

Mmm!

Havtornesnaps

1-2 dl havtornebær

1/2 flaske klar vodka eller snaps (fx klar Brøndum)

Fyld 1/3 havtorn og 2/3 snaps i et stort syltetøjsglas. Sæt låg på og lad snapsen trække 2-3 måneder. Filtrer snapsen gennem kaffefiltre eller et rent klæde vasket uden parfumeholdigt vaskepulver og skyllemiddel. Fortynd evt. snapsen med mere vodka eller snaps efter smag.

Skål!

Havtornesorbet

(4 pers)

2 dl havtornebær

4-5 spsk sukker

evt. lidt cognac, grand marnier el. lign.

1 æggehvide

1 knsp salt

citronmelisse, friske bær eller andet til pynt

Kog først havtornebærrene op med sukkeret og lad det simre i 10 minutter. Smag til med cognac, grand marnier eller lignende og juster evt. med lidt mere sukker. Sigt pulp og urenheder fra i en sigte og lad havtornesaften køle af i vandbad. Stil den tildækket i fryseren 1 time. Brug gerne en flad bøtte med låg – sorbeten fryser hurtigere, hvis den er fordelt i et tyndt lag.

Pisk æggehviden med saltet til stift skum og vend det forsigtigt i den halvfrosne masse. Sæt den tilbage i fryseren i mindst 2 timer. Tag den ud og pisk den igennem 2-3 gange undervejs for at undgå store iskrystaller.

Server i portionsglas eller på tallerkener og pynt med citronmelisse, friske bær eller lignende. Havtornesorbeten kan også suppleres af lidt vanilleis eller et lille stykke god, tung chokoladekage. Den er himmelsk sød og frisk på én gang og har en fantastisk orangegul farve.

havtorneopskrifter

2 kommentarer til “Havtorn der holder”

  1. Pingback: Land Højbede » Naturens vitaminpiller
  2. Hej. Må jeg spørge, hvilket geleringsåulver du bruger til havtorn. Jeg har brug marmelit helt uden virkning. Til sidst tømte jeg hele posen i gryden, men det virkede slet ikke. Prøvede det samme sidst jeg prøvede. Det er efterhånden fem år siden…

    Svar

Skriv en kommentar