Vi købte en fin stedmoderblomst på Gartneriet Toftegård i foråret, og jeg indrømmer gerne, at den ikke helt blev passet med den omhu, den fortjente. Vi nippede de visne blomster af …ind imellem. Ind imellem blev den også lidt tørstig. For et par måneder siden var det så slut med blomster for i år. Troede vi. Jeg gravede resten af planten op og lod ukrudtet brede sig i krukken. Det viser sig bare, at ukrudtet faktisk var små nye spirer af stedmoderblomster, som nu har givet sig til at blomstre.

Mangel på omsorg er nu nok alligevel ikke opskriften på friske stedmoderblomster i november. Det er nok snarere det lune efterårsvejr, vi kan takke. Og vi har lovet os selv og hinanden at give stedmoderblomsterne lidt mere kærlig pleje næste år!