Det kan være svært at forestille sig, når haven er dækket af sne, men foråret lurer lige om hjørnet, og med højbede kan du give dine urter en tyvstart på vækstsæsonen.

Højbede i vinterklæder
Selvom det kan få foråret til at synes langt væk, er det ikke så skidt endda med lidt sne i haven. Det lyser op på en mørk vinterdag, og en dyne af sne beskytter også planterne mod frosten. I krukker, højbede og plantekasser kan planternes rødder være udsat for vinterfrost. Et isolerende lag af sne kan derfor være en fordel. Er der ikke så meget sne til at beskytte mod kulden, kan man dække sine plantekasser og krukker af med lidt grangrene eller lignende. Klip for eksempel grenene af dit brugte juletræ efter jul og brug dem.
Tyvstart for forårets urter
Mens jorden i krukker og højbede køles lidt hurtigere ned om vinteren, bliver den til gengæld også hurtigere varmet op om foråret. Solens stråler rammer ikke kun jordoverfladen, men også krukkens eller højbedets sider. Den tidligt opvarmede jord giver planterne et forspring, og dig en chance for at høste af forårets grønne urter lidt før naboen… Afgrøder som kørvel og radiser kan man have held med at dyrke selv i det tidlige forår. Vårsalat er som navnet antyder også en af de helt tidlige afgrøder. Så din vårsalat i september-oktober, og du kan lave din egen hjemmedyrkede salat med sprøde grønne blade i marts.

Haven kalder – det er bare om at komme i gang, inden naboen kommer dig i forkøbet 😉