Marlene kan noget med blomster! Det er derfor, hun kalder sig Staudefeen. Vi har besøgt Marlene i den kæmpestore frodige have rundt om et gammelt stråtækket bindingsværkshus, smukt beliggende mellem skov og marker på Nordfyn. Herfra driver hun online planteskolen Staudefeen, hvor hun sælger et kæmpe udvalg af alverdens fantastiske stauder. Vi møder Marlene på en tiltrængt gråvejrsdag midt på den varmeste og tørreste sommer i mands minde.
Marlenes have er selvfølelig præget af en stor mængde stauder der står i potter i store dele af haven. Foruden planteskolen og en stor polytunnel fyldt med planter, har Marlene et fantastisk orangeri der indbyder til lange sommeraftener med udsigt over haven og den omkringliggende natur.
Vi når til køkkenhaven, som er grunden til at vi er kommet. Marlene har nemlig etableret en smuk køkkenhave med højbede fra Land. Marlene har valgt de klassiske højbede i råjern, som ruster. Køkkenhaven er omkranset af små, smukt espalierede frugttræer. Højbedene bugner af grøntsager og frodighed i en grad, man ikke ser mange steder i denne sommers tørke. Marlene har installeret drypvandingssystem i køkkenhaven, og det gør det nemt at vande i tørre perioder.
Marlene fortæller os at hemmeligheden bag hendes frodige køkkenhave er, at hun har fyldt højbedene med økologisk muld som er tilsat hestemøg. Hestemøg er rigtig godt at bruge i køkkenhaven, da det er en rigtig god gødningskilde. Hestemøget giver næring og struktur til jorden, uden at blive for kraftigt som fx. hønsemøg nemt kan blive, grundet det meget høje kvælstofindhold.
I højbedene dyrker Marlene alt hvad et madglad hjerte kunne begære. Squash, græskar, kål i lange baner, fantastiske salater, urter, kartofler, porrer, løg og sommerblomster. Marlene dyrker tagetes mellem grøntsagerne, de holder trælse insekter på afstand – og kan i øvrigt også spises. Tagetes fås i rigtig fine spiselige varianter, hvis gule og orangerøde blomster med intens citrusaroma er en fryd i enhver salat. Marlene har fat i den lange ende, når hun blander blomster og grøntsager i køkkenhaven, ikke alene er det smukt og giver et flot sammenspil mellem planterne, blomsterne tiltrækker også bestøvende insekter og andre nyttige dyr.
Efteråret er det perfekte tidspunkt at plante stauder ud, så hvis sommerens tørke har aflivet halvdelen af dit staudebed, kan vi kun opfordre til at tage et kig forbi Marlenes lille alsidige butik på Staudefeen.dk og finde nogle dejlige planter til en god pris!