Prisbelønnet design

Dansk produceret

Leveringstid 1-5 dage

Gratis levering over 1500 kr

Besøg os / afhent på Amager

5 gode afgrøder du kan dyrke i sensommeren

Det er blevet sensommer, og for mange er det først og fremmest høsttid. Men efterhånden som det tynder ud blandt afgrøderne i køkkenhaven, kan du med fordel så og plante nye afgrøder, som forlænger havesæsonen i begge ender. Nogle afgrøder kan du nemlig høste af allerede i efteråret, mens andre kan overvintre og give et lækkert friskt tilskud til middagsbordet når du mangler det allermest – i det tidlige forår.

Se her hvordan frø sået så sent som i september kan blive til spæde sprøde blade i salatskålen i marts. Og læs om 5 gode afgrøder du kan dyrke i sensommeren…

Spinat

Spinat er let at dyrke, men trives bedst i foråret og sensommeren, mens højsommeren oftest er for varm og tør. Spinat vokser hurtigt og kan høstes ca. 8 uger efter såning. Du kan med andre ord så i august og høste i oktober. Venter du i stedet til midt september med at så, kan du høste masser af spinat i marts. Så et lunt og beskyttet sted, evt. i plantekasser som kan flyttes ind i drivhuset for at overvintre overdækket. En forholdsvis mild vinter er det dog ikke noget problem at lade planterne stå ude – som videoen ovenfor viser!

Friske spinatblade høstet i marts - sået i september

Spinat sås i 2 – 3 cms dybde, med en planteafstand på ca 10 cm og en rækkeafstand på ca 30 cm. I højbede, hvor du ikke går på jorden mellem rækkerne, kan du nøjes med en kortere afstand mellem rækkerne eller evt bredså. Står planterne for tæt så fjern de overskydende planter og brug dem i salatskålen.

Vårsalat

Vårsalat danner små sprøde grønne bladrosetter, som er formidable i en salat. Den sås i august, vokser stille og roligt hen over vinteren og høstes februar – april afhængigt af vejret. Herefter er det allerletteste at lade vårsalaten sætte frø og så sig selv. Den vil så spire frem i løbet af august og september, når forholdene er optimale. På det tidspunkt er der masser af steder i køkkenhaven og under bærbuske, hvor den kan få lov til at blive stående. Husk at klippe blomsterne af med det samme, hvis du ikke ønsker at planterne skal selvså.

 

Plantekasser med spirer af vårsalat og spinat varmer op til en tidlig forårshøst
Små overvintrede spirer af spinat og vårsalat, klar til at vokse videre i det tidlige forår.

 

Ved førstegangssåning sås frøene i 1 cm dybe riller. De kan også bredsås og dækkes med et par mm jord, inden jorden klappes let til. Tynd planterne ud, hvis du vil have store flotte bladrosetter.

Rucola

Rucola er utroligt let at dyrke og fantastisk til både salater og pesto med sin bitre nøddeagtige smag. Sår du et frisk hold i august, kan du høste lækre sprøde blade lige indtil den første frost. Frøene spirer hurtigt, så du kan begynde at høste allerede efter ca 3 uger. Om efteråret går rucola som regel ikke i blomst, men brug endelig løs af bladene, så planterne stimuleres til at sætte nye blade frem for at gå i blomst. Ligesom vårsalat er rucola hurtig til at selvså, så husk at fjerne blomsterne, hvis du ikke vil have rucola samme sted næste år.

Rucola dyrket i haven

Rucolafrø er bittesmå og er derfor lettest at bredså. Så ikke for tæt, og tynd evt. ud efter spiring for at få flotte planter. Dæk med et par mm jord og klap jorden let til over frøene.

Majroer

Majroen er en sprød og lækker rodfrugt i kålfamilien. Den kan både spises rå i tynde skiver, fx i en salat, og tilberedt, fx sammen med andre rodfrugter i ovnen. Majroer vil helst have det fugtigt og køligt. Sås de i april, som der står på frøposen, bliver de let tørre i konsistensen og meget stærke i smagen. Sås de i stedet i sensommeren, bliver de milde, sprøde og delikate. Særligt sorter som Tokyo Cross og White Milan er velegnede til sensommerdyrkning, da de udvikler sig hurtigt og kan høstes efter godt en måned. Høst når de er 4-10 cm i diameter. De er allersprødest og mest milde, mens de er forholdsvis små. De mister hurtigt sprødhed efter høst, så lad dem stå på friland og høst løbende frem til frosten. Hvis du dækker med grene eller lignende kan klare sig indtil den hårde frost.

Majroer lige hevet op af jorden

Majroer høstes unge og kan derfor stå ret tæt, enten i en række eller bredt fordelt i en stor plantekasse. Så gerne i flere etaper, så de ikke alle er spiseklare på en gang. Dæk med fiberdug eller insektnet, for at undgå kållarver.

Hvidløg

Hvidløg er efterhånden en uundværlig ingrediens i det moderne danske køkken, og de er utroligt lette at dyrke selv, hvis bare du går i gang på det rigtige tidspunkt. Hvidløg skal nemlig helst sættes i efteråret – gerne i oktober, men du kan have held med at sætte dem så tidligt som start september og helt ind i november måned. Du kan købe særlige sætteløg, men du kan også bare bruge hvidløg fra supermarkedet.

Hvidløg der spirer i haven

Hvidløgene deles i fed, som sættes med spidsen opad i 5–7 cms dybde, så der er ca. 4 cm jord over løget. Læg feddene med 10–12 cms afstand. Enten i rækker med ca 25 cms afstand eller bredt fordelt i en plantekasse. Dæk evt. let med grene el.lign. som beskyttelse mod hård frost.

Skriv en kommentar