Måske verdens bedste vintersalat

29. april 2025 - Thea Poulsen

Hvem siger, at man ikke kan lave salat af vintergrøntsager? Opskriften her beviser det modsatte. Kunsten er at snitte de faste og fiberrige vintergrøntsager fint. Her får de modspil af de lækre, saftige appelsiner, som også er i højsæson om vinteren.

Langt hen på foråret er det stadig rod- og citrusfrugter, som dominerer i supermarkedernes frugt- og grøntafdelinger. Jordskokkerne, som er brugt på billederne her, er vintersæsonens sidste høst i kolonihaven, som jeg gravede op i slutningen af marts, hvor de var så sprøde og spændstige som nogensinde. Skåret i tynde skiver er de simpelthen bedre end selv de mest knasende chips og småkager, hvis du spørger mig. 

Opskriften er stor nok til tilbehør til fire personer, men kan også bruges som frokostret til to, evt. suppleret med skiver af kogt kylligebryst, dampet eller røget laks eller lignende. 

Jordskokkesalat 

  • 500 g jordskokker, skrællet og skåret i skiver, så tyndt som muligt 
  • 1-2 porrer, renset og skåret i helt tynde strimler 
  • 3 appelsiner, skrællet og skåret i tykke skiver på tværs af ’bådene’ 
  • 50 g ristede, grofthakkede nødder 
  • 1 spsk god olie 
  • 1 spsk citronsaft eller æbleedike 
  • salt og peber 

Jordskokkeskiverne arrangeres i dekorative striber på et fad eller en tallerken skiftevis med porrerstrimler, appelsinskiver og hakkede nødder. Olien rystes sammen med citronsaft, salt og peber og hældes over salaten. 

Sprødt og nøddeagtigt, saftigt og syrligt-sødt – mmm!