Efteråret er over os, og de fleste afgrøder i køkkenhaven er ved at være høstet. Men det er faktisk ikke for sent at så nyt, så du kan få glæde af køkkenhaven – også i den mørke tid. Det er såtid for efterårsafgrøder!

Sidste weekend var vi i haven med børnene i det smukke septembervejr. Vi ryddede højbedene for de sidste gulerødder og visne rester af årets hestebønner. I stedet såede vi spinat og vårsalat, der begge kan sås i efteråret. Halvdelen af frøene har vi gemt til næste weekend, så vi kan strække høsten af frisk grønt over længere tid.

Såtid i efteråret – høsttid når du trænger allermest til frisk grønt
Spinat spirer normalt i løbet af 1-2 uger, men sår du i oktober kan frøene også overvintre og spire i det tidlige forår. Vårsalaten er lidt længere tid om at spire, og ved såning i september-oktober vil frøene typisk overvintre. Til gengæld kan du dyrke og høste vårsalat i drivhuset hele året rundt, så sidste halvdel af vårsalatfrøene vil vi prøve at så i drivhuset.
Vi venter utålmodigt på at se de første spirer titte frem! Og glæder os til frisk grønt i de kolde måneder.