Kapilærkasser til selvvanding

Ordet kapilær stammer egentlig fra biologiens verden, hvor kapillærer er de mindste kar, hvor der foregår en form for stofudveksling. Det er i princippet det samme som sker i en kapilærkasse, hvor et dyrkningsrør med jord og plante har forbindelse til et vandkar i bunden, og dermed kan opsuge vand og næring til rødderne og til plantens vækst. Så en kapilærkasse er en selvvandingskasse, hvor man planter sine planter og så tanker man vandbeholderen i bunden med vand. Så trækker planterne selv, via rødderne vand og næring til sig, efter behov. Det smarte er, at planterne kun trækker det der er nødvendigt over en vis periode. Ingen mangel på vand og ingen overvanding. Kapilærkasser kan købes i de fleste plantecentre og butikker på internettet, og i alle mulige størrelser, udgaver og modeller. Her er det vigtigt, at man vælger en størrelse som passer ned i sin skjuler, plantekasse eller altankasse.

Hvordan virker kapilærkasser?

Som et eksempel kan man købe en kapilærkasse af flamingo, en bund, fire sider og en løs top, som har tre rør der går ned til lige over bunden af flamingokassen. Rørene i toppen eller låget af kassen skal fyldes med jord, og det samme skal resten af toppen af kassen. Jorden kan være almindeligt plantemuld fra for eksempel en plantesæk. Det skal være næringsholdig jord, så almindelig jord fra haven er også ok, men den skal være god.

Når man har fyldt jord i rørene og resten af toppen af kassen, kan man plante. Når man køber en kapilærkasse, er der som regel et hul i et af hjørnerne, som er beregnet til at fylde kassen med vand. Det er forskelligt hvor meget vand der kan være i kasserne med standard er 50 liter, og det skulle være nok til omkring 14 dage, alt efter hvordan vejr og temperatur er. Men det smarte er så, at man i 14 dage ikke behøver at tænke på vanding, men kan tage på ferie og hygge sig, mens planterne derhjemme har det helt perfekt. Når der er gået 14 dage, så kan man fylde sin kasse op igen, og så videre. På en sæson skal man kun fylde på 6 gange – i stedet for at vande dagligt. En helt fantastisk løsning for havefolket.  Om der er en målbar besparelse på vandforbruget er måske muligt, da man jo ikke overvander på denne måde.

Når man fylder kapilærkassen med vand, kan man godt supplere med en smule flydende gødning, for at sørge for at planterne får næring nok. Nogle planter har også godt af at blive sprayet med vand i ny og næ, og få en smule vand i toppen af jorden.

Hvordan kan man bruge kapilærkasser?

Kapilærkasser kan stort set bruges allevegne, og i det nedenstående omtales flere muligheder. Men her skal lige nævnes lidt om brugen af vandingskasser indendørs i bolig eller udestue. Det kan sagtens lade sig gøre, men man skal have meget opmærksomhed på flere ting. Kasser kan gå i stykker, og så kan man få vandskade. Endelig bør man overveje, at man i princippet har meget vand, der kan fordampe i boligen, og med for lidt udluftning med mere, kan det udvikle sig til et usundt klima.

  • Drivhus: Kapilærkassen er helt perfekt til drivhuset. Tomater, agurker, chili, peber, og andre varmekrævende vækster elsker at have vand til rådighed hele tiden. Med selvvandingskassen er de helt uafhængige af daglige vandinger i meget tørre perioder, og det letter arbejdet en hel del for den der skal passe planterne. Selvom det letter arbejdet med vanding, skal man huske, at planter i drivhus også elsker af bliver sprøjtet eller sprayet i ny og næ, og at lugning, afpilning af visne blade samt tjek for skadedyr stadig er nødvendigt.
  • Mini-drivhus: Nogle producenter laver også minidrivhuse i kapilærkasser som er mindre og egner sig til små planter eller som kan bruges til forspiring. Minidrivhusene er opdelt i små rum til planterne, og så er toppen udstyret med klar plast for lysgennemtrængning.
  • Urtebed: Urter er ret svære at passe, da de forskellige arter har meget forskellige vandbehov. Det ved det garvede havefolk, og derfor skal de vandes for sig selv. Men med en kapilærkasse kan udfordringerne være slut, når planterne nu selv kan drikke af vandet i bunden af kassen, lige når de har brug for det. Så hvis man bruger den rigtige jord i kassen, og vandingen er automatisk, så kan det kun give et helt perfekt resultat.
  • Blomsterbed: En vandingskasse kan også benyttes til blomsterbed eller kasse. Det giver samme fordel som ovenfor nævnt med den automatiske vanding, dog er en købt vandingskasse ikke særlig køn at se på. Den er praktisk og har en vandingsfunktion. Men hvis man skjuler sin kasse med en skjuler eller kasse udenpå, så kan det blive mere end et flot setup. Nogle vælger også at male kasserne.
  • Drivbænk: De fleste havejere elsker at forberede sæsonen med at så eller forspire planter eller grøntsager, inden de skal sættes ud i haven eller køkkenhaven. Her er vandingskassen også helt perfekt. Man endda vælge nogle lidt mindre kasse, der kan købes, og er lavet lige til formålet.
  • Vinterkasse: Hvis man køber en kapilærkasse med låg, så kan den også anvendes til opbevaring af grøntsager i vinterperioden. Det er flamingo-materialet der isolerer så godt, at det holder godt på varmen, og samtidig holder kulde og frost ude det meste af vinteren. Bliver det meget hård frost uden for i en længere periode, skal man dog sørge for lidt ekstra isolering af kassen. Det kan for eksempel være med isoleringsmåtte eller lignende. Placer din kasse tæt på en bygning der udstråler varme fra eller i et udhus, garage med mere. Kassen kan godt stå i drivhus om vinteren, men på særlig solrige og varme dage er drivhuset uegnet.

Størrelsen på kapilærkasser

Standarden for kapilærkasser er på omkring 80 gange 40 centimeter og har en højde på cirka 25 centimeter. Det betyder at kassen kan indeholde omkring 50 liter vand, og så er den lige pludselig meget tung. Derfor er det vigtigt, at man tager vægten med i betragtning, når man tænker på placering af sine kapilærkasser. De er jo ikke så nemmer at flytte rundt på igen, når vandet tynger dem.

Kapilærkasse skjuler

Det er tidligere beskrevet, at en kapilærkasse ikke er et særligt kønt syn. Derfor gør de fleste alt muligt for at skjule det ”grimme” ydre på mange måder. De fleste vælger at skjule deres kasse i en lidt større kasse. For eksempel en plantekasse eller altankasse. Det man skal være opmærksom på er, at kassen eller skjuleren skal være større end selve vandingskassen.

Hvilket materiale man så vælger afhænger jo mest af smag, design, trends, og om det matcher det udtryk man forsøger at skabe i sit ”havemiljø”. Men der er mange muligheder. Jern/stål – behandlet eller ikke, blankt eller rustent look, træ, plastic og mange flere. De skjulere der er mest populære er dem af jern/stål, som findes i råt rustent look og i et helt blankt eller børstet look. Da disse kasser er varmgalvaniseret har de en ret lang holdbarhed, og hvis de en dag trænger til et nyt look, så kan det hurtigt gøres med en spraydåse. Dernæst er det træskjulere, som jo går godt i spænd med naturen og de fleste miljøer. Det er holdbart, men træ tåler vejr og vind lidt dårligere end jern/stål. Da kapilærkassen jo burde være vandtæt, så er der lidt flere muligheder at vælge imellem, da den ikke kommer direkte i kontakt med jord og vand.

Det er svært at anbefale den ene eller anden type, når det gælder valg af materiale, design og holdbarhed. De fleste producenter af skjulere har gjort sig umage med at levere god kvalitet, der holder rigtig længe. De mest populære er selv-byg-løsningerne, hvor man køber et sæt i træ eller metal og samler selv – i bedste Ikea-stil. De er nemme at sende med fragt, og modtageren kan forholdsvis let samle de populære sæt. Hvis kasserne skal være vandtætte, kan man ret nemt fuge dem, og så er de klar til brug.

Det behøver så heller ikke, at være en bekostelig affære, at investere i smukke skjulere, der passer til ens behov. Der findes så mange varianter til alles pengepung.

Skulle din vandingskasse blive en smule utæt, så kan man sagtens fuge utætheden eller købe en pose, som er lavet til formålet, og på den måde lukke eller dække hulet til i kassen.

Kapilærkassen er en god investering

Når man tænker på alle de fordele, som en kapilærkasse eller selvvandingskasse giver, er det nærmest tosset ikke at benytte mulighederne. Mange bruger tusinde af kroner på at købe planter, spirer, frø og blomster, som bliver plantet ud, og får en kedelig skæbne. Samtidig er der kæmpe skuffelser at hente, når tingene ikke går som ventet, og blomster eller planter ikke trives perfekt. Investerer man en smule i bedre udstyr – i form af vandingskasser, så er en ting helt sikkert – det er ikke på grund af vandmangel at dine planteprojekter ikke lykkes. Og kan du derudover bruge kassen til andre formål i vinter-/tidlig forårsperiode, så er der endnu mere gevinst i din investering.