Slået op d.

Marts i haven

marts i haven
Havekalender

Marts måneds gøremål i haven:

  • I februar blev de første frø sået i små potter til forspiring i vindueskarmen. Jeg såede blandt andet porrer, persille og – som et nyt eksperiment – kapers. I denne måned er det radiser, salat, spinat, kål, forårsløg, dild, kørvel, tomat og flere andre, der står for tur. Jeg følger op med billeder, når de rigtigt begynder at spire!
  • I slutningen af marts skal der lægges kartofler til spiring et mørkt og køligt sted. Et godt tip er at lægge dem i gamle æggebakker. Enden med de små knopper, der senere bliver til spirer, vendes opad. På den måde vokser spirerne med det samme i den rigtige retning. Samtidig vælter kartoflerne ikke så let rundt mellem hinanden, så spirerne knækker.
  • Drivhuset er endnu ikke blevet renset ud efter sidste sæson, da alting stadig er koldt og frossent i haven. I marts er der dog ingen vej udenom. Alt skal vaskes ned, så bladlus, meldug mm. ikke bliver videreført til den nye sæson. De gamle plantesække fra kapilærkasserne og al jorden i krukker og potter skal skiftes ud. Det er en god ide at lægge nye plantesække ind i drivhuset med det samme – og gerne et par ekstra til at fylde krukker og potter med senere. I mørke plasticsække bag drivhusets glas bliver jorden varmet godt op, inden den skal bruges. Jorden skal være 7-8 grader varm, før selv de tidlige urter vil trives. Den gamle jord vil jeg genbruge i mine nye højbede til jordbær, blandet op med kompost og gødning.
  • I det hele taget skal jorden i køkkenhaven gødes hen mod slutningen af måneden – hvis ellers frosten til den tid er ved at være af jorden. Haveforeningen skulle gerne få et læs god kogødning hjem. Derudover må jeg se, hvor langt indholdet i min kompostbeholder rækker.
  • Frugttræerne skal også gødes tidligt. Mine frugttræer – to æbletræer og et kirsebærtræ – står midt i græsplænen, så der kan jeg ikke grave den friske kogødning ned. Jeg må i stedet sprede en god organisk gødning ud over græsset under hele kronen.
  • Frem for alt er marts måned tid til at nyde det spæde forår i haven. Dejlige er ikke mindst de mange krokus i forskellige farver. Krokus er også fine at tage med ind og sætte i en lille vase eller krukke. De afplukkede blomster holder sig et par dage i vand. Graver man blomsterne op med løg og det hele, holder de længere, og løgene kan lægges tilbage i haven, når de er afblomstret – så kommer de igen til næste år. I stuen pynter i øvrigt stadig de grene, jeg skar i haven i februar, med store knopper, der er lige på nippet til at springe i blomst. Der er selvfølgelig billeder på vej…

Endelig er ved at blive havetid!

krokus

7 tanker om “Marts i haven

  1. Hej Anne. I år vil jeg for første gang forsøge mig med kartofler i et af mine højbede. Det er 1,20 x 2,40. Hvor mange planter kan jeg regne med at der er plads til i beddet?

    På forhånd tak 🙂

    1. Hej Karin

      En meget god tommelfingerregel er, at kartofler skal lægges med omkring en fodslængdes mellemrum, dvs. med 25-30 cm mellem hver læggekartoffel. I et almindeligt plantebed vil man så typisk lægge kartoflerne i rækker med god afstand imellem, så man kan gå mellem rækkerne. Det er ikke nødvendigt i et højbed, men der skal stadig være plads til at hyppe godt med ekstra jord op omkring kartoffelplanterne, efterhånden som de vokser op. Det giver flere kartofler, da det tvinger planterne til at danne et større rodnet, og samtidig undgår du, at kartoflerne bliver grønne, fordi de ligger for tæt på jordoverfladen og bliver udsat for solens lys. Jeg vil tro, du kan lægge 8 rækker med hver 4 kartofler i dit højbed. Det vil give rigtig mange gode spisekartofler. Men husk at dyrke noget andet i højbedet næste år, for at undgå angreb af skadedyr og plantesygdomme. Se evt. mere om kartoffeldyrkning på havenyt.dk.

      God fornøjelse, og vend endelig tilbage til efteråret med dine erfaringer med kartoffeldyrkning i højbede 🙂

      Mange hilsner
      Anne

  2. Jeg etablerede Land højbede i min have forår 2009. Det ene bed, 120×240, blev brugt til kartofler, løg og krydderurter. Valgte at lægge kartoflerne rimelig tæt – og med stor succes. Tættere end du foreslår Anne. Udbyttet blev stort. Og arbejdet med at hyppe var begrænset. Lagde ekstra jord på nogle gange i vækst sæsonen. Toppene dækkede godt for lyset og blev ekstra hjælp til at undgå grønne kartofler. Et andet tip er at lægge kartoflerne forskudt og dermed udnytte pladsen bedre i højbedet. Altså 5 i én række, 3 i næste osv. Og knap så meget plads mellem rækkerne.

    1. Hej Gitte

      Tak for dit bidrag! Det er godt at høre dine positive erfaringer med at udnytte pladsen i højbede til intensiv dyrkning, også af kartofler. Jeg kan kun opfordre Karin og andre til at følge dit råd, og gerne melde tilbage med deres erfaringer også!

      Mange hilsner
      Anne

  3. Hej!
    Jeg har lige plantet nogle morgenfruer i en potteplante, jeg er så nysgerrig om de gider at komme op, ved du/I hvor lang tid de er i jorden før de begynder at spirer?
    På forhånd mange tak!

    Kh.
    Rebecca

  4. Jeg fandt ud af det – 3 dage (:

    1. Det var hurtigt! Spiringen tager normalt 8-14 dage afhængigt af temperatur og fugtighed. Det må være dine grønne fingre, der har gjort udslaget 🙂

      Nyd morgenfruerne! De er i øvrigt også dejlige som kulørt indslag i en salat, hvis du ellers nænner at spise dem…

      /Anne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *