Forårsblomster, findes der noget skønnere? Tulipaner, påskeliljer, vintergækker og krokus er noget der kan hæve humøret i det tidlige forår, når vinteren har varet alt for længe. Det er nu du skal i gang, hvis du skal skal have et blomstrende forår i haven. Er du i tvivl om, hvordan du gør? Så læs med her, hvor vi guider dig til at få succes med dine forårsblomster.

Hvornår skal du lægge hvilke løg?
Påskeliljer, som er tidligblomstrende, skal helst lægges allerede i september måned. De har brug for at kunne nå at udvikle deres rodsystem inden frosten kommer, så bliver blomstringen bedst.
Tulipanløg har knapt så travlt, for de blomstrer lidt senere. Vent til oktober og træk evt. den sidste portion til december, for på den måde vil blomstringen strække sig over større dele af foråret. Jorden skal selvfølgelig ikke være bundfrossen, når de plantes ud.
Øvrige forårsblomstrende løg og knolde lægges i september og oktober.
Forbered jorden til forårsblomstrende løg
Løg og knolde er heldigvis ikke særligt sarte og vokser fint i de fleste typer af jord. Dog kan de ikke tåle at stå meget vådt, så rådner løgene. Det er en god idé at blande småsten eller grus i jorden og selvfølgelig sørge for, at overskydende vand kan løbe væk.
Jorden, hvori løgene eller knoldene skal vokse, må gerne løsnes godt og iblandes ca. 20% kompost. Iblandes jorden ikke kompost, skal man efter lægningen gøde jorden. Gødning er vigtigst om efteråret, om foråret skal løgblomsterne ikke have for meget gødning, der har de ikke brug for andet end måske et lille drys kompost.

Sådan lægger du dine løg
Når man lægger løg og knolde, gør man det ofte i klynger, det giver det flotteste udtryk. Grav et lille hul eller lav huller med en løglægger, læg løgene eller knoldene og dæk jorden til igen.
Læggedybden er vigtig for, at løgene og knoldene kommer langt nok ned, men heller ikke længere end at de kan nå at komme op igen. Og så er det selvfølgelig også vigtigt at vende dem rigtigt, med de små rødder nedad.
Huskeregel
Løg lægges, så der er ca. dobbelt så meget jord over løget, som løget er højt. Der findes dog nogle enkelte undtagelser:
- Store løg som kejserkrone og liljer skal lægges 10-15 cm nede.
- Knolde som erantis og alpevioler lægges 3-5 cm nede.
