Slået op d.

Roser i højbede

I april – eller når forsythiaen blomstrer, og faren for nattefrost er ovre – er det tid til at beskære og gøde roserne. Rosenbeskæring er for mange haveejere en svær størrelse. Hvor meget skal der klippes af, og hvornår er det bedste tidspunkt?

Som udgangspunkt klippes roserne et stykke tilbage hvert forår til ca. 30 cm under den ønskede højde. Gennemgå hver enkelt gren på rosen og klip enderne af, ca. 1 cm over et skud, der vokser udad. På den måde vil dine roser få en harmonisk form.

Bedroser kan skæres helt ned til 10 – 30 cm over jorden – men denne hårde beskæring betyder, at planterne skal bruge en masse kraft på at skyde igen, og de bliver ikke så høje.

Trænger roserne til mere gennemgribende fornyelse, kan du udtynde dem ved at fjerne et par af de ældste grene helt nede ved jorden. Herved får de tiloversblevne grene mere kraft og saft, og rosen vil skyde fra bunden.

Roser trives godt i højbede. Dels bliver jorden hurtigt varmet op af solen – roser elsker varme – og dels kan du nemt plante dem i tilstrækkelig dybde i højbedet. De fleste roser er podet på en grundstamme – den knudrede knold, du kan se i bunden af rosen, også kaldet okulationsstedet. Denne del af rosen skal plantes mindst 10 cm under jorden, for at rosen kan trives ordentligt.

Sørg for at der er frisk jord i (høj-)bedet, hvor rosen skal stå. Har der tidligere stået en rose, er jorden ”træt” og skal skiftes ud med min. 25 l. rosenjord omkring planten.

Husk også at gøde. Det skal ske nu i april, i juni og i juli, hvis du bruger kunstgødning. Gøder du med organisk materiale, som f.eks. dyregødning, kan du nøjes med et par gange i løbet af sommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *