Prisbelønnet design

Dansk produceret

Leveringstid 1-5 dage

Gratis levering over 1500 kr

Besøg os / afhent på Amager

Oktober i haven

oktober måneds gøremål i haven
Havekalender

Oktober er oprydningstid i haven. Det er næsten helt vemodigt på den måde at sætte punktum efter en dejlig sommersæson, men helt ’lukke og slukke’ for haven er der nu heller ingen grund til. Der er stadig masser af gode haveoplevelser at få hele efteråret og vinteren, og mange af dem kan tages med ind og spises… Og så er der alle haveplanerne for næste sæson, som der nu bliver bedre tid til at se på!

  • Jorden er stadig lun og fugtig, så den bøgehæk, jeg ikke nåede at få plantet i september, kan jeg endnu nå at plante i oktober… Eller måske skal den vente til næste år, hvor jeg regner med at skulle i gang med en større omlægning af haven. De endelige planer er ikke lagt endnu, så jeg skal hygge mig hen over vinteren med at lave havetegninger, researche og søge inspiration.
  • Det behøver dog ikke at betyde, at jeg skal vente med det arbejde, jeg helt sikkert ved, skal gøres forud for haveomlægningen: at rykke gamle buske op. Blandt andet har jeg en gammel forvokset tjørnehæk, som er helt bar i bunden og i øvrigt står forkert. Det bliver et mas at få de store buske op! Derfor bør jeg vist benytte lejligheden, når min bror om et par uger kommer forbi med en minigraver i en anden anledning. Den må kunne spændes for buskene med et reb, så de kan blive trukket op med rode. Ellers er der ikke andet for end at grave ud med spaden i en stor, dyb kreds omkring hver enkelt busk og forsøge at lirke dem løs. Under alle omstændigheder vil det være en god ide at vande godt omkring rødderne først, så jorden bliver blødt mest muligt op.
  • Græsset skal måske endnu klippes en enkelt gang eller to, men jeg kan godt lide at se på en lidt langhåret græsplæne om vinteren, da den trods alt er et af de få grønne indslag i vinterhaven. Den må godt se lidt blød og dyneagtig ud, synes jeg.
  • Der er stadig brombær og enkelte hindbær at komme efter i haven, og langs cykelstierne i hele området er der endnu hyldebuske med modne bær, som kan plukkes. Der er også hyben flere steder. Så længe planterne står beskyttet mod bilos og andre giftige sager, benytter jeg mig gladeligt af de frugter og bær, som findes rundt omkring i det offentlige rum. Måske skal jeg lave varm sødsuppe med tvebakker eller ristet havregryn en kold eftermiddag i løbet af måneden…
  • I drivhuset bugner chiliplanterne fortsat med modne og umodne frugter. Vi har allerede syltet en del chili hjemme i køkkenet, men der bliver vist til mindst en omgang mere.
  • Tomterne er det til gengæld ved at være slut med. I år vil jeg sørge for at fjerne planterne inden vinteren. Sidste år lod jeg dem stå og visne helt ned. Da jeg så skulle fjerne dem i foråret for at rense ud i drivhuset til den nye sæson, føg det i luften med svampesporer, så jeg nøs og hostede i én uendelighed.
  • En anden fordel ved at rydde drivhuset, så snart planterne er udtjente, er at det så kan gøres rent med det samme – klar til blomster og andre planter, som gerne vil overvintre indendørs. Margueritter og pelargonier kan for eksempel godt lide at stå i drivhuset vinteren over. Man kan også fremdrive blomsterløg i krukker og kummer i drivhuset – så får man endnu tidligere glæde af forårets blomsterpragt. Det skulle jeg måske prøve med nogle af de baljer med blomsterløg, jeg fik lavet i september.
  • Georginerne skal graves op, når toppene er blevet svedet af den første frost. Knoldene skal så hygge sig indtil foråret i en balje med letfugtig, løs jord på et mørkt og frostfrit sted i kælderen.
  • Bortset fra jordskokkerne, som holder sig i perfekt stand under jorden, lige til at høste af hele vinteren, er det ved at være slut med de fleste afgrøder i køkkenhaven. Normalt høster jeg masser af grønkål på denne tid, men i år gik noget galt med mine forspirede kålplanter, og jeg nåede ikke at få købt nogen i plantecentret til erstatning. Efterhånden som planterne visner, rydder jeg op i bedene til vinteren. De visne planterester skærer jeg lidt ned og hakker i mindre stykker, men jeg lader det meste af plantematerialet ligge og formulde på jorden. Når jeg graver haven godt igennem til foråret, er de med til at give struktur og næring. Enkelte planterester er det dog vigtigt at få fjernet. Det gælder selvfølgelig genstridigt ukrudt, men også knolde og frø, som kan brede sig uhæmmet, hvis de får lov at ligge. Kartofler er et klassisk eksempel. Frø af kommen og andre urter er et andet eksempel, har jeg måttet erfare – det var også en af de ting, jeg ikke fik fjernet i tide sidste år…

Der sker meget i haven på et år, og hvor meget man end når, er der lige så meget, man ikke når. Noget af det, jeg helt sikkert skal i haven i oktober, er at gå rundt mellem bedene og nyde sommerminderne til duften af fugtig efterårsjord – helt uden dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke nåede, men med masser af ambitioner for det, jeg skal kaste mig ud i næste år!

hybenfrugter

2 kommentarer til “Oktober i haven”

  1. Hej Anne

    Du kan fint nå at plante bøgehæk i år. Bøgeplanterne er ikke afmodnede førend til december, så en frostfri periode i december er optimal til at plante en ny bøgehæk. Så er spørgsmålet bare, om du er klar med haveplanen.

    Mange hilsener
    Karna

    Svar
  2. Hej Karna

    Tusind tak for kommentarer og for gode råd om bøgehækken. Jeg strammer mig an med haveplanen og krydser fingre for mildt decembervejr!

    Mange hilsner
    Anne

    Svar

Skriv en kommentar

Item added to cart.
0 items - 0,00 kr.