Slået op d.

Nu kan du forspire kartofler

Vil du dyrke tidlige kartofler, er det netop nu tid til at forspire dem, så de er klar til at komme i jorden, når den er varmet op af solen. Generelt går der 5-6 uger, til kartoflerne er parate til køkkenhaven, og herefter går der mellem 80 og 100 dage, til du kan begynde at høste.

Der er flere fordele ved forspirede kartofler. Dels giver de et bedre udbytte end kartofler, der lægges direkte i jorden, og dels er de mere modstandsdygtige overfor sygdomme, bl.a kartoffelskimmel.

Det er vigtigt at vælge gode, sygdomsfri læggekartofler. De kan købes på planteskoler og fås i mange sorter, med forskellig smag, fasthed og høsttidspunkt. Vælg de kartofler, der ser sundest ud, de skal have en jævn overflade og mange øjne, hvorfra de kan spire.

Læg kartoflerne i et lag i en flad kasse og stil dem lyst , men ikke for varmt (gerne omkring 15-18 grader), f.eks i et nordvendt vindue. Det er vigtigt, at kartoflerne får tilstrækkeligt lys, ellers bliver deres spirer lange og blege, istedet for korte, tykke og mørkegrønne. Når spirerne er ca. 1 cm lange, er kartoflerne parate til at komme i jorden.

Kartoflerne får de bedste betingelser, når jorden er varmet godt op. I et højbed får de et forspring, idet solen skinner direkte på siderne, men også i en traditionel køkkenhave kan jorden forvarmes, hvis du lægger et stykke klar plast over den i en uges tid inden udplantningen. Det virker som et drivhus, der øger jordvarmen og giver kartoflerne den bedste start.

Når kartoflerne begynder at skyde og står med grønne toppe, er det vigtigt at hyppe dem, dvs. at skubbe en jordvold op omkring dem. Det hæmmer ukrudt, holder på fugten i jorden og forhindrer, at kartoflerne udsættes for lys, så de bliver grønne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *