5 ting du kan forspire nu i marts

Det er marts, og foråret står for alvor for døren. Det kribler i fingrene for at komme i haven og endelig komme i gang med årets havesæson. Temperaturene er stadig lave, og eftersom den danske sæson er lidt kort, så kan du allerede nu give dine planter et forspring ved at forspire dem indendørs. Her kommer 5 planter du kan forspire allerede nu!

Tomater

Hvad enten du vil have tomater i drivhus eller på friland, så er det en rigtig god idé at forspire dem indendørs først. Tomaterne har brug for en lang sæson til at udvikle sig, og de tåler ikke frost. Du kan derfor allerede nu så dine tomatfrø i små potter og sikre at du får masser af tomater om nogle måneder. Tomaterne skal passes med vand og gødning, og løbende ompottes til større potter. Tomaterne kan plantes ud i drivhuset i maj eller på friland i juni.

Kartofler

Kartofler er rimeligt hårdføre, og hvis du har haft kartofler før, så har du nok opdaget, at glemte kartofler spirer i løbet af sæsonen, så der popper nye kartofler op rundt omkring, hvor du ikke fik dem alle gravet op året før. Men hvis du gerne vil have tidlige kartofler, så er det en god idé at forspire dem indenfor, inden de lægges i jorden.

Du forspirer dine kartofler ved at lægge dem i en bakke, og lade dem stå lyst og køligt i nogle uger. Spirerne skal være kraftige og grønne. I slutningen af april eller starten af maj, alt efter temperatur og vejr, lægges kartoflerne i jorden. Hvis der er risiko for frost, kan du det første stykke tid dække jorden til med lidt fiberdug.

Chilier

Chilier er meget varmekrævende, og derfor har de også brug for et forspring for at give rigtig godt i vores klima. Der er mange, der har blandende erfaringer med at dyrke chilier, og sværhedsgraden varierer også meget, alt efter hvilken chilitype man vælger. Som hovedregel er de milde chilier nemmest at dyrke, og de stærke kan være lidt svære. Det vigtigste er, at chilier skal have en del varme for at spire, og derefter skal stå et sted hvor de kan få masser af lys. Spiringstiden varierer fra en til flere uger, og det er nok også her, hvor mange giver op og smider potten ud efter et par uger. Så fat dig med tålmodighed, hvis du har sået chilier, giv dem god tid til at spire og husk at tjekke, at potterne ikke tørrer ud. Chilierne skal ligesom tomaterne have lidt gødning og større potter efterhånden. Alt efter vejret og typen af chili er de klar til at komme i drivhuset omkring midt maj/slut maj. Det er ikke mange chilier, som klarer sig så godt på friland, men hvis du har en meget lun krog, så kan du sætte planten ud i juni.

Kål

Ingen køkkenhave uden kål! Der er mange der ikke dyrker kål, fordi de synes, det er besværligt. Det er også rigtigt, at kål ikke er det nemmeste at dyrke, men det kommer faktisk meget an på sorten. Den nemmeste type kål at dyrke er grønkål og rosenkål. Man kan godt så kål på friland, især grønkål, men hvis man vil give kålen et forspring, så er det en god idé at forspire dem i marts-april og så udplante kålplanterne i haven omkring maj, når faren for frost er ovre.

Kålfrø er virkelig små, så så gerne et par stykker i hver lille potte og fjern de svageste planter, når spirene er kommet op. Kålplanterne skal stå køligt og lyst og holdes fugtige. Når kålen er plantet ud i haven, er det en god idé at gøde godt i løbet af sæsonen. Du kan dyrke dine kål i køkkenhaven, i højbed eller sågar sætte dem i dine blomsterbede. Grønkål og palmekål er virkelig dekorative planter.

Sommerblomster

Hvis du gerne vil have sommerblomster, som blomstrer fra den tidlige sommer og helt til frosten sætter ind, så er det en god idé at forspire sine blomster indenfor. Det giver de smukke etårige vækster et lille forspring, som kommer til at glæde dig resten af sæsonen. Sommerblomsterne kan sås i små bakker, det er vigtigt at laget af jord, frøene bliver dækket med, ikke er mere end nogle få millimeter tykt – så har frøene nemmere ved at spire.

Bakken skal stå køligt og lyst, når frøene er spiret, og kan prikles om, når planterne har fået deres første rigtige to sæt blade. Man skal være lidt forsigtig, når man skiller de mange planter ad, men det kan fint lade sig gøre. De små planter kan plantes ud i maj, når faren som frost er forbi. Her kan du også drysse med lidt ekstra frø for at sikre dig en lang sæson med sommerblomster, der afløser hinanden.

Skriv en kommentar

Gem og del kurv
Din indkøbskurv vil blive gemt, og du vil blive givet et link. Du eller nogen med linket, kan bruge den til at hente din kurv til enhver tid.
Back Gem og del kurv
Din indkøbskurv vil blive gemt med produkter og informationer. Så send den til dig selv eller en ven med et link til at hente kurven til enhver tid.
Your cart email sent successfully :)