Slået op d.

Højbedet er på vej i dvale

Idag den sidste dag i børnenes efterårsferie har solen fået lidt magt og er kommet frem. Lyset har spillet i alle havens skønne efterårsfarver og det har været dejligt at gå derude og rode i jorden. Jeg har fået ordnet mit plantebord så det er klar til at gå i vinterhi. Havemøblerne er taget ind for vinteren og drivhuset er næsten pakket ned.

Højbedet som står på terrassen er også ved at være gjort klar til vinteren. Krydderurterne vælger jeg ikke at klippe ned, da det vil være rart at kunne gå ud og hente persille og purløg indtil frosten har gjort sit til at vi ikke kan bruge mere af dem i år.

Pak choi vokser fint på trods af masser vand og ikke den store varme.

Det stjerne formede højbed er også på vej i dvale. Der er stadig godt gang i den new zealandske spinat samt pak choi. De vokser fint på trods af manglende varme og masser af vand. Vi har spist af begge dele som er gode i salat så længe bladene er spæde som de er lige nu. Porrerne er ikke blevet så store som dem jeg har stående et andet sted i haven. Om det skyldes at græskarplanten tog fuldstændig over ift. lyset eller om porren har brug for mere jord end den har haft i højbedet ? Jeg bruger porrerne som de er selvom de er tynde så er de rigtig fine i smagen og jeg har brugt en stor del af hele porren. De er også blevet subsitut for forårsløg og det fungerer rigtig godt.

Højbedet er på vej i dvale. Græskarplanten har kapituleret.

Tidligere har der her på bloggen været et indlæg om ugen. Nu går vi den mørke tid i møde og højbedene går i dvale. Derfor vil der ikke være et fast indlæg om ugen. Det vil være når der er nyt i haven. Der vil være aktivitet på facebook siden så følg med der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *