Posted on

Maj i haven

maj i haven
Havekalender

Sikke en april måned! Så dejligt påskevejr har vi vist sjældent haft, og så mange gode havedage. Nu står der maj på kalenderen, og selvom det er blevet lidt køligere, er vejret stadig til havearbejde – heldigvis.

  • Først og fremmest skal jeg huske at vande alle de større planter, jeg har flyttet til nye pladser eller plantet ud i april. Jeg er endelig blevet færdig med en foreløbig haveplan og begynder at have en ide om, hvad der skal være hvor i haven. Det er selvfølgelig bedre at vente til efteråret med at plante ud og plante om, men jeg er nok lidt utålmodigt anlagt, og nogle steder har større omlægninger gjort det nødvendigt at forsøge at flytte planter nu, hvis ikke de simpelthen skulle opgives. Blandt andet har jeg flyttet nogle roser og plantet forskellige bærbuske. En rhododendronbusk har jeg også flyttet, da den ikke ville trives, hvor den stod – bladene var helt gule og triste, og knopperne meget små. Den har fået en stor portion spagnum, noget surbundsgødning og nogle gode spandfulde vand, så den forhåbentlig kan komme godt i gang på det nye sted. Men den, og de andre ny- og omplantninger, skal stadig vandes i den første tid, med mindre vi får nogle ordentlige regnskyl.
  • De nysåede grøntsager og urter i køkkenhaven skal også holdes fugtige. Blandt andet har jeg sået rødbeder, radiser, kørvel og koriander i april. I maj følger så de fleste andre afgrøder i køkkenhaven. Den første spinat har jeg høstet, og når hele plantekassen med spinat er ryddet, sår jeg til igen. Jeg har 3-4 forskellige spinattyper, som jeg vil veksle med hen over sommeren. Bønner og majs, som elsker varme, er jeg i gang med at forspire indendørs. De kan plantes ud om et par uger.
  • Jeg er også godt i gang med at forspire diverse blomster til haven. Georgineknoldene fra sidste år har jeg suppleret med nogle nyindkøbte, og de er alle godt i gang med at spire. Jeg nipper topskuddene af, efterhånden som de kommer op, så planterne kan buske sig fra starten. Af en veninde har jeg fået nogle nysåede georgineplanter, som også er godt på vej op. Det samme er andre af de frostfølsomme løg og knolde, jeg har sat til forspiring: ranunkler, akeleje og gladiolus. Og desuden en række andre blomster, jeg har sået indendørs: Zinnia, purpursolhat m.fl. Selvom påsken har været varm, og lokalvejret ikke lover nattefrost foreløbig, tør jeg ikke plante ud før om et par uger. Det giver mig til gengæld tid til at få ryddet blomsterbedene for ukrudt først… Solsikker og morgenfruer vil jeg så på friland. Og roserne, som blev beskåret og gødet i april, skyder livligt – selv dem, jeg har flyttet – så mon ikke der bliver masser af fine blomster at se på, snuse til og plukke af til sommer…
  • Endelig er der jo tomat- og chiliplanterne indenfor i vinduet. De er ved at blive lidt ranglede og skal plantes ud meget snart. Jeg regner med at modtage mine nye kapillærcovers til kapillærkasserne en af dagene, og derudover vil jeg plante nogle af tomaterne ud i krukker. Dem, jeg planter i krukker, vil jeg nippe topskuddene af, så de busker sig mere. Er det ikke nok, må jeg finde på en form for espalier eller snore, de kan bindes op ad.
  • Så er der forårets store projekt: anlæg af en græsplæne i forhaven mod øst og langs husets nordside. I påsken fik vi fjernet en gammel flisebelægning, en lav hæk og nogle andre gamle planter. Tilbage i forhaven er nu kun den nye bøgehæk mod fortovet og det store magnolietræ (som blomstrer storslået netop nu!), og på nordsiden er der ryddet til græs i en bane mellem huset og et langstrakt bed langs hækken, hvor jeg har plantet de nye bærbuske. Efter at have ryddet det gamle væk, fyldte vi op med jord, som var gravet op andre steder i haven, og med kompost hentet på genbrugspladsen, og gravede det hele godt igennem. Nu venter vi på, at nogle gode regnbyger kan få jorden til at sætte sig lidt igen, inden vi planerer færdig, stamper let og sår græsset. Det er bedst at så, når vejrudsigten viser masser af gråvejr og regn. Ellers kommer vi til at skulle vande hele plænen, og det bliver hurtigt til et spild af både tid og vand. Til forhaven har jeg valgt en helt almindelig, tæt og slidstærk græsblanding, så ukrudtet ikke får mange chancer, og så vi kan gå hen over græsplænen uden at lave grimme mærker. Til nordsiden har jeg valgt en blanding, som er særligt egnet til skygge.
  • I maj skal haven selvfølgelig også bare nydes! Jeg har sat havemøblerne frem, og de første måltider er indtaget på terrassen – selv morgenmaden kunne vi sidde på terrassen med i påsken. I gårdhaven mod syd er der dejligt med sol og læ fra om morgenen til langt ud på eftermiddagen, og derefter er der sol på terrassen mod vest. Perfekt!
  • Jeg kommer nok også løbende til at brygge videre på haveplanerne, efterhånden som jeg får nye ideer og bliver klogere på, hvad der kan gro hvor. Jeg søger hele tiden råd hos venner og familie, på nettet, i mine havebøger, og hvor jeg ellers støder på havetips. Og så overvejer jeg at investere i et besøg af en havearkitekt, inden jeg for alvor begynder at lægge om i gårdhaven og mod vest…

Det kribler og krabler efter at komme i gang med det hele!

pæon

Posted on

Tomat og chili uden drivhus

haveprojekter
Haveprojekter

I slutningen af februar cyklede jeg for første gang i år en tur til havecentret. Målet var at hente såjord og et minidrivhus til forspiring af tomat- og chilifrø. Frøene havde jeg allerede købt på nettet, og de lå og lokkede i deres små poser på køkkenbordet.

Efter en hård hjemtur med 50 liter jord hen over cykelstyret gik jeg i sving. Jeg havde forinden læst lidt i mine havebøger og på nettet om, hvordan jeg skulle gribe opgaven an. Jeg har tit haft problemer med, at mine forspirede planter bliver ranglede og gule i bladene i vindueskarmen, men efter flytningen fra den lille etværelses sidste forår har jeg fået bedre muligheder for at styre lys- og temperaturforhold. Det skulle udnyttes! I samråd med min havelekture nåede jeg frem til følgende fremgangsmåde:

  • Først fyldte jeg såjord i minidrivhusets plantebakke. Det er vigtigt at vælge så- og priklejord, da almindelig plantejord indeholder for meget gødning til de helt spæde spirer. Jeg vandede jorden godt igennem og trykkede den lidt til. Herefter fordelte jeg forsigtigt tomat- og chilifrøene, et frø i hvert rum i plantebakken. Jeg sørgede selvfølgelig for at holde styr på, hvilke sorter jeg fik sået i hvilke rækker. Oven på frøene strøede jeg ½-1 cm ekstra jord, og så var frøene klar til spiring.
  • Tomat- og chilifrø spirer bedst ved stuetemperatur eller lidt varmere, så jeg satte dem inden for et stort østvendt vindue, på et skrivebord lige over en tændt radiator. Jeg satte låget på minidrivhuset over og dækkede det lidt af med en grøn affaldspose, så lyset ikke blev for stærkt. Når der dannede sig meget kondens på indersiden af låget, luftede jeg lidt ud, men ellers gjaldt det om at holde på fugten under spiringen.
  • Da de fleste af frøene var spiret, var tiden kommet til at flytte spirerne til et lidt køligere rum med masser af lys. Jeg havde læst mig til, at ranglede planter skyldes for høj temperatur og for lidt lys. Spirerne fik derfor eget værelse, med radiatoren slukket, et stort vindue mod syd og lidt ekstra elektrisk lys om aftenen, mens dagene endnu har været korte. Låget på drivhuset tog jeg af. I stedet har jeg løbende vandet, hvis jorden var ved at tørre ud.
  • Nu er spirerne rigtig godt på vej, og inden for den næste uges tid skal tomatplanterne plantes om i større potter – chilierne er ikke helt så langt fremme endnu, så de skal vente lidt. De nye potter skal ikke være for store, da rødderne udvikler sig bedst, hvis den ny potte bare er lidt større end den gamle. Eventuelt kan jeg plante om i større potter en enkelt gang mere, inden planterne havner på deres endelige plads. Ved ompotningen skal jorden ikke længere være såjord, men almindelig plantejord med gødning.
  • Der skal også gødning til ved vandingen, nu hvor planterne er nået ud over det første kim-stadie. Cirka hver anden gang jeg vander, hælder jeg lidt gødning ved – nogle gang i form af kold urtete og nogle gange lidt potteplantegødning.
  • Med mindre varme og mere lys er planterne blevet meget grønnere og mindre ranglede end de plejer. De stortrives simpelthen! De mindre ranglede planter giver også en bedre vækst, når de plantes ud, så forhåbentlig kan vi se frem til mange dejlige tomater og chili senere på året.
  • Når risikoen for nattefrost er ovre – formentlig midt i maj – skal planterne ud på deres endelige pladser…

…men hvor er det?

Vi har endnu ikke fået sat drivhus op i den nye have og når det heller ikke til sæsonen i år, da vi først skal have tømt brændeskuret og raget det ned for at få plads til drivhuset der, hvor vi gerne vil have det. Altså skal vi bruge en midlertidig løsning.

Nogle af planterne prøver vi at plante ud på friland i plantekasser op ad den sydlige facade i den lukkede gårdhave ved huset. Der vil de få masser af sol og varme, men udhænget vil skærme for regnen, så jeg tror, vi bruger kapillærkasser. Med vandingskasserne visner planterne ikke helt væk, når vi tager en tur i sommerhus i juli. Jeg har lagt billet ind på nogle af de nye kapillærcovers fra Land, der beskytter kapillærkasserne i flamingo og gør dem lidt kønnere at se på, så de også kan bruges uden for drivhuset. Desuden kan de fås med hjul under. På den måde kan jeg jo flytte rundt på mine tomatplanter, efterhånden som jeg finder ud af, hvor i gårdhaven de trives bedst.

Desværre ved jeg ikke helt, om de sorter, jeg har forspiret, egner sig til dyrkning på friland, så nogle af planterne skal have en mere beskyttet tilværelse. Vi har snakket om at lave et midlertidigt drivhus ved at flikke  nogle lægter sammen og klipse plastdug fast hen over – selvfølgelig med en eller anden form for åbning et sted, så man kan komme til at vande, og høste. Resten af planterne får måske lov at blive stående indenfor i vindueskarmen, men så skal vi nok for alvor sørge for at knipse sideskuddene, så de ikke breder sig for meget.

Næste år går det – forhåbentlig – løs med splinternyt drivhus, men indtil da tager vi det som en ekstra udfordring at få høsten i hus uden. Det bliver spændende, hvor godt det lykkes!

tomta-og-chili-uden-drivhus

Posted on

April i haven

april-i-haven
Havekalender

Endelig er det blevet forår! Mens haven har været frosset ned i vinterkulden, har jeg været travlt optaget af alt muligt andet, men nu har duften af forårslun muldjord igen taget magten over mig, og jeg er i fuld gang med alverdens haveplaner – og ikke mindst med at så og spire.

  • Første opgave i haven her i april bliver oprydning. Vi er så småt i gang, men der er en del at rydde op på. Desværre drejer det sig ikke kun om visne planterester, men også om store dynger af jord og sand fra et gravearbejde i efteråret, hvor vi fik lagt nye kloakrør i jorden. Det er bare at tage fat med skovl og trillebør. En del af jorden skal vi gemme, da vi har planer om at anlægge nogle store højbede til køkkenhaven enten denne eller næste sommer – men den behøver jo ikke ligge i store dynger midt på terrassen…
  • En anden opgave bliver at konstruere vores eget lille midlertidige drivhus af plastdug til nogle af de mange fine små chili- og tomatplanter, jeg har forspiret i vindueskarmen. Det rigtige drivhus får vi ikke klar før til næste sæson, så der skal tænkes i nødløsninger imens. Vi regner også med at sætte nogen af planterne på friland, og nogle enkelte får måske lov at blive indenfor i vindueskarmen.
  • Ukrudtet skal der også gøres noget ved. Det er om at komme i gang tidligt, inden rødderne får for godt fat i jorden. Selv kvikgræs og mælkebøtter kan man faktisk få ram på i denne tid, så jeg må ud på knæ. Der skyder uhyggeligt meget ukrudt op mellem fliserne, og jeg forsøgte sidste år at komme det til livs – bare på den ene side af huset – men måtte opgive til sidst, da vi havde travlt med at bygge om indvendigt. I år har jeg stadig travlt med alt muligt, men ambitionerne må jeg da have lov at have alligevel. Hvis jeg nu kommer tidligt i gang, har jeg en chance!
  • Så til det rigtig sjove: såning. Jeg har allerede sat et par små plantekasser op og sået spinat og hestebønner. Uha, jeg glæder mig til at kunne sætte tænderne i den friske, sprøde spinat! Plantekasserne har jeg sat på den luneste plet i gårdhaven, så mon ikke der er en god chance for tidlig høst… De første rødbeder kan jeg også snart så, og så skal jeg have lagt kartofler til spiring snarest. Sidst på måneden kan jeg lægge dem og sætte løg. Køkkenhaven får i år lov til at brede sig i gårdhaven mod syd, da vi har store planer om at lægge stykket mod vest helt om. Det ville være ærgerligt at have sået og plantet løs for så at måtte grave det hele op igen.
  • Lige uden for vinduet strutter knopperne på forsytiaen. Svigermor siger, at roserne skal beskæres, når forsytiaen blomstrer, så det kan ikke vare længe. Der er indtil videre ikke ret mange planter i haven ud over forsytia og roser, som må have været vores forgængeres favoritter. Med andre ord bliver det ikke til at overse, når det er tid at beskære roserne, og det bliver helle ikke nogen helt lille opgave at overse at få det gjort. Jeg har aldrig prøvet at beskære roser før, da jeg plejer at være mest til buskroser, der ikke kræver helt så megen beskæring, men med de mange fine roser i haven, må jeg hellere få det lært. Jeg må i gang med havebøger og –blogs.
  • Hen mod slutningen af måneden kommer jeg til at følge spændt med i, hvordan knopperne på den nye bøgehæk ud mod fortovet i forhaven udvikler sig. Vi fik den endelig plantet i november – næsten i sidste øjeblik inden frosten satte ind og gjorde jorden umulig at arbejde med. Jeg elsker nyudsprungne bøgeblade og krydser bare fingre for, at alle planterne har overlevet omplantningen og vinterfrosten.
  • Bag bøgehækken i forhaven står et ualmindelig stort og flot magnoliatræ. Det blomstrede netop, da vi overtog huset i starten af maj sidste år, men med lidt held går det i gang sidst i denne måned. I forbindelse med vores gravearbejde i efteråret fik vi gravet en frygteligt forvokset tjørnehæk og en kæmpemæssig tuja op, som var ved at drukne den stakkels magnolia, så i år kommer den forhåbentlig rigtig til sin ret. Vi har planer om at plante til med smukke blomstrende buske i forhaven – i en moderat størrelse, der ikke drukner magnoliaen – men i første omgang vil vi fjerne en gammel flisebelægning, planere og så noget græs, til vi har fået beplantningen planlagt ordentligt.

Ja, der er nok af planer og alt for lidt tid – men mange dejlige forårstimer i haven forude!

krokus

Posted on

Kaktusfigen eller…

I vinter fik jeg nogle figengrene forærende. I skyndingen stak jeg dem ned i et par urtepotter med kaktus i vindueskarmen i stuen. De begyndte straks at sætte fine grønne knopper, men inden rødderne skulle få for godt fat i kaktuskrukkerne, måtte jeg hellere få dem flyttet til egne krukker. Den anden aften fik jeg endelig tid.

Til formålet havde jeg indkøbt en pose almindelig pottejord, som er godt gødet på forhånd. Når planterne forhåbentlig rigtig begynder at få fat, skal de have mere gødning. Jeg har ladet mig fortælle, at man kan få særlige gødningsblandinger til figentræer. Det må jeg undersøge nærmere… Godt med vand skal de selvfølgelig også have, men ikke så meget, at grenene rådner i stedet for at spire.

Senere på foråret skal figengrenene flyttes ud i drivhuset, og siden håber jeg at kunne få dem til at trives udenfor på en lun plads i haven. Jeg har plantet grenene i to krukker, så jeg kan stille dem forskellige steder og holde øje med, hvor de trives bedst.

Mine tænder løber allerede i vand ved tanken om at kunne plukke egne figner i haven. Og figenblade kan ikke kun bruges til at skjule ting, de er også virkeligt smukke i sig selv som dekoration. Men men men… nu skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Jeg krydser fingre for, at figengrenene vil slå rod i mine krukker!

figentræer