Posted on

Jordbærsalat

opskrifter mm.
Opskrifter mm.

Sommersalater er noget af det bedste! Her er en lidt utraditionel sommersalat, der både i farverigdom og smag spiller rigtig godt op til havens små nye kartofler. På billederne er salat og kartofler serveret sammen med let sprængt svinemørbrad, men salaten går også godt sammen med andet lyst kød. Selvom den mest af alt består af frugt, er den ikke sød og dessertagtig, men frisk i smagen og cremet i konsistensen.

ca. 500 g friske jordbær uden top, skåret i skiver eller halve alt efter størrelsen

2-3 cremede, modne avocado skåret i aflange skiver

1-2 usprøjtede appelsiner, skrællen skåret af og revet, frugtkødet skåret i tynde både

krydderpynt, fx frisk koriander, brøndkarse, eller som på billederne blomsterkarse og kronblade fra morgenfruer

2 spsk sherryeddike eller æblecidereddike

2 spsk god olie, gerne olivenolie

salt og friskkværnet peber

evt. ristede mandelflager

Arranger avocadoskiverne på en tallerken med jordbærskiverne ovenpå. Fordel frugtkødet fra appelsinen over salaten og pynt med krydderurter og/eller spiselige blomster. Rør eddike og olie sammen til en dressing og smag til med revet appelsinskal, salt og peber. Hæld dressingen over salaten. Drys evt. lidt ristede mandelflager over til sidst. Så er der serveret!

jordbærsalat

Posted on

Pasta med spinat, ricotta og ansjoser

opskrifter mm.
Opskrifter mm.

Når det kommer til grønne afgrøder, er spinat en af mine klare favoritter. Spinat smager fantastisk både nyplukket – helt frisk og sprød – og dampet i varme retter. Retten her er hjemmekomponeret med inspiration fra det italienske køkken. Den tager højst 20 minutter at lave – eller lidt længere, hvis man laver pastaen selv…

Til 2 personer:

1 stor skålfuld frisk spinat, grundigt skyllet, vandet rystet af

2 spsk olie

3-4 fed hvidløg, finthakket

evt. et par skalotteløg, finthakket

1 bøtte ricottaost

lidt parmesanost, friskrevet

muskatnød, friskrevet

salt og peber

1 lille glas ansjoser, skåret i mindre stykker

1-2 spsk kapers

300 g god pasta

Varm olien godt op i en stor, tykbundet gryde eller en dyb pande. Tilsæt hvidløg og evt. skalotteløg og rør rundt, indtil løgene er klare, men ikke brændte. Kom herefter spinaten i.  Rør lidt rundt, så alle bladende får varme.  Tilsæt evt. spinaten lidt ad gangen, efterhånden som bladene falder sammen og der bliver plads til flere.

Kog pastaen imens, i let saltet vand.

Når alle spinatbladene er faldet sammen, og det meste af væsken fra bladene er fordampet, er det tid at komme ricottaen i. Vend den sammen med spinaten og smag til med muskatnød, lidt salt, peber og parmesanost. Put endelig ikke for meget salt i – når retten bliver anrettet med ansjoser og kapers, kan den let blive for salt.

Anret pastaen med spinat ovenpå og drys med ansjoser og kapers. Slut af med lidt ekstra parmesan.

Tip: Kan man ikke lige opstøve ricottaost, kan den erstattes af en smule fløde. Det gør retten lidt tungere, men smager stadig skønt.

pasta med spinat

Posted on

Rabarberlagkage med ingefær

opskrifter mm.
Opskrifter mm.

Jeg elsker rabarber – ikke kun fordi kombinationen af sødme og syrlighed er skøn, og farven er fantastisk, men også fordi det er en af årets første afgrøder i haven. Jeg har allerede høstet et stort bundt rabarber og omsat dem til en rabarberlagkage. Opskriften fik jeg for nogle år siden af en veninde. Det var første gang, jeg hørte om at kombinere rabarber og ingefær, men nu ser jeg kombinationen overalt, og det er ikke uden grund – de to klæder hinanden ualmindeligt godt. Her kommer den:

3 lagkagebunde
100 g knuste makroner

Mos:
750 g rabarber
200 g sukker
2 spsk fintreven ingefær

Råcreme:
4 past. æggeblommer
2 spsk sukker
2,5 dl piskefløde
200 g græsk yoghurt 10%

Ovetræk og pynt:
50 g god flødechokolade
0,5 dl piskefløde
1 tsk smør
citronmelisse

Til mosen koges rabarber, sukker og ingefær ved svag varme under låg i ca. 1/2 time.
Til cremen piskes æg og sukker skummende, fløden piskes stiv og begge dele vendes forsigtigt sammen med yoghurten.
Til overtrækket hakkes chokoladen og smeltes med fløde og smør ved svag varme.
Det hele lægges sammen: bund, halvdelen af mosen, halvdelen af makronerne, halvdelen af cremen, bund igen, mos, makroner, creme, bund – og så overtræk.

Velbekom!

rabarber før lagkage

Posted on

Måske verdens bedste vintersalat

opskrifter mm.
Opskrifter mm.

Hvem siger, at man ikke kan lave salat af vintergrøntsager? Opskriften her beviser det modsatte. Kunsten er at snitte de faste og fiberrige vintergrøntsager fint. Her får de modspil af de lækre, saftige appelsiner, som også er i højsæson om vinteren. Langt hen på foråret er det stadig rod- og citrusfrugter, som dominerer i supermarkedernes frugt- og grøntafdelinger. Jordskokkerne, som er brugt på billederne her, er vintersæsonens sidste høst i kolonihaven, som jeg gravede op i slutningen af marts, hvor de var så sprøde og spændstige som nogensinde. Skåret i tynde skiver er de simpelthen bedre end selv de mest knasende chips og småkager, hvis du spørger mig.

Opskriften er stor nok til tilbehør til fire personer, men kan også bruges som frokostret til to, evt. suppleret med skiver af kogt kylligebryst, dampet eller røget laks eller lignende.

Jordskokkesalat

  • 500 g jordskokker, skrællet og skåret i skiver, så tyndt som muligt
  • 1-2 porrer, renset og skåret i helt tynde strimler
  • 3 appelsiner, skrællet og skåret i tykke skiver på tværs af ’bådene’
  • 50 g ristede, grofthakkede nødder
  • 1 spsk god olie
  • 1 spsk citronsaft eller æbleedike
  • salt og peber

Jordskokkeskiverne arrangeres i dekorative striber på et fad eller en tallerken skiftevis med porrerstrimler, appelsinskiver og hakkede nødder. Olien rystes sammen med citronsaft, salt og peber og hældes over salaten.

Sprødt og nøddeagtigt, saftigt og syrligt-sødt – mmm!

jordskokkesalat

Posted on

Havtorn der holder

Opskrifter mm.

Denne jul gik turen til vestkysten, hvor havtornene med deres karakteristiske orangegule, syrligt-søde bær fristede. Læs mere om julens jagt på naturen egne vitaminpiller her. Siden er en del af de havtornebær, vi fik med hjem, blevet omsat til lækkerier, der kan holde mindst indtil sommerens bær kan tage over. På grund af deres syrlighed kræver havtornene en del sukker for at gøre sig i en dessert eller marmelade, men sukkermængderne i opskrifterne her kan evt. justeres, hvis man bruger sødere bær.

havtorn

Havtornemarmelade

(2-3 glas)

500 g havtornebær

400-500 g sukker

evt. 3-4 tsk geleringspulver

evt. lidt cognac, rom eller lignende til at skylle syltetøjsglassene i

Bring havtornebærrene i kog sammen med sukkeret og kog i ca. 10 min uden låg. Fjern skum og urenheder, der samles i overfladen, undervejs. Smag til og tilsæt evt. lidt mere sukker. Jeg kan godt lide marmeladen lidt syrlig – så egner den sig perfekt som tilbehør til vildt og andre kraftige kødretter. Til morgenbordet eller eftermiddagsteen kan det være rart med en lidt sødere marmelade, men smag dig frem.

Tag en teskefuld af marmeladen og lad den køle af på en kold tallerken. Hvis den stivner fint, er der ingen grundt til at putte geleringspulver i. Bliver den ved med at være flydende, kan man tilsætte lidt geleringspulver blandet op med sukker. Bland 1-2 spsk sukker med 3-4 tsk geleringspulver og rør blandingen i lidt efter lidt. Prøv af et par gange undervejs, om marmeladen stivner på den kolde tallerken, og stop når den har den rigtige konsistens.

Portionen er stor nok til 2-3 glas marmelade – afhængigt af glassenes størrelse. Skold glas og låg med kogende vand. Skyl dem evt. med lidt cognac, rom eller lignende: hæld en lille slat i bunden af et glas, skru låget på og ryst. Spiritussen medvirker til at desinficere glassene, så marmeladen holder sig bedre, og samtidig giver det smagen et ekstra pift. Hæld den varme marmelade på glassene og skru lågene godt på. Når marmeladen køler af, trækker den sig lidt sammen og suger dermed lågene fast på glassene – det hjælper også på holdbarheden.

Havtornemarmeladen har vist sig at være et hit blandt venner og familie, og den fine orange farve gør et glas af marmeladen til en dekorativ lille gave…

Mmm!

Havtornesnaps

1-2 dl havtornebær

1/2 flaske klar vodka eller snaps (fx klar Brøndum)

Fyld 1/3 havtorn og 2/3 snaps i et stort syltetøjsglas. Sæt låg på og lad snapsen trække 2-3 måneder. Filtrer snapsen gennem kaffefiltre eller et rent klæde vasket uden parfumeholdigt vaskepulver og skyllemiddel. Fortynd evt. snapsen med mere vodka eller snaps efter smag.

Skål!

Havtornesorbet

(4 pers)

2 dl havtornebær

4-5 spsk sukker

evt. lidt cognac, grand marnier el. lign.

1 æggehvide

1 knsp salt

citronmelisse, friske bær eller andet til pynt

Kog først havtornebærrene op med sukkeret og lad det simre i 10 minutter. Smag til med cognac, grand marnier eller lignende og juster evt. med lidt mere sukker. Sigt pulp og urenheder fra i en sigte og lad havtornesaften køle af i vandbad. Stil den tildækket i fryseren 1 time. Brug gerne en flad bøtte med låg – sorbeten fryser hurtigere, hvis den er fordelt i et tyndt lag.

Pisk æggehviden med saltet til stift skum og vend det forsigtigt i den halvfrosne masse. Sæt den tilbage i fryseren i mindst 2 timer. Tag den ud og pisk den igennem 2-3 gange undervejs for at undgå store iskrystaller.

Server i portionsglas eller på tallerkener og pynt med citronmelisse, friske bær eller lignende. Havtornesorbeten kan også suppleres af lidt vanilleis eller et lille stykke god, tung chokoladekage. Den er himmelsk sød og frisk på én gang og har en fantastisk orangegul farve.

havtorneopskrifter

Posted on

Naturens vitaminpiller

Opskrifter mm.

I gamle dage syltede husmødrene sommerens bærhøst på alle tænkelige og utænkelige måder for at sikre et vitamintilskud hen over vinteren. Men selv midt om vinteren kan man faktisk plukke lækre og sunde bær ude i naturen. Den nyligt overståede juleferie bød blandt andet på en tur til Vesterhavet. I den forblæste, salte luft og den sandede jord trives havtornen – en tæt busk med lange, skarpe torne og mellem tornene klynger af gule og orange bær. Min mor bruger gerne de dekorative grene til juledekorationer og til krukkerne på terrassen, der om vinteren godt kan se lidt triste ud. Men bærrene kan også spises. De bliver faktisk kun bedre af at have været udsat for lidt frost, så selvom de er modne allerede i oktober, kan man i mange tilfælde sagtens bruge dem, der stadig sidder tilbage på buskene midt om vinteren.

havtorn

De meget saftige bær har en ganske særlig, ret syrlig smag og et meget højt indhold af C-vitamin. Problemet er, at de er svære at komme til for tornene, og de brister for et godt ord, når man prøver at plukke dem. Løsningen er at skære nogle af de tæt besatte grene af og lægge dem i fryseren natten over eller gerne et par dage. Derefter kan bærrene forsigtigt pilles af. Tag ikke for mange grene op af fryseren ad gangen. De tør hurtigt op og bliver igen umulige at plukke. Og selv når frysertricket tages i brug, kræver havtornene en indsats. Fingrene bliver kolde, og det er svært at undgå at stikke sig på tornene. Men resultatet er afgjort besværet værd!

Her et par opskrifter til dem, som har mod på at tage udfordringen op…