Posted on

Dahlia delight

haveprojekter
Haveprojekter

Jeg ved det godt: man skal ikke prale. Men jeg kan ikke lade være med i det mindste lige at vise mine flotte dahlia (georginer) frem.

De er så forskellige! Og så fotogene! Selv de uudsprungne knopper har en skulpturel skønhed i sig selv. Da jeg først kom i gang med at klippe billeder sammen, var der pludselig for mange til en enkelt billedfrise. Jeg var nødt til at lave to, bare med dahlia!

dahlia i gårdhaven

Det kan godt være, det er lidt besværligt at skulle grave rodknoldene op hvert efterår; holde styr på, hvilke højder, farver og faconer der gemmer sig bag hvilke knolde; og plante dem ud igen om foråret. I år forspirede jeg endda de fleste indendørs inden udplantning. Men dahlia er alle anstrengelserne værd! Nu har de blomstret uafbrudt og overdådigt i over to måneder, og vil fortsætte lige til den første frost sætter ind, og det er tid at grave knoldene op igen.

Det bedste er, at knoldene sætter sideknolde, som kan skilles fra, så jeg kan plante endnu flere dahlia ud til næste år – og bytte med naboerne og hvem der har lyst, så farvehavet bliver endnu mere varieret og fantastisk.

Jeg elsker dahlia!

flere dahlia i gårdhaven

Forresten er der en lille quiz indbygget for den skarpsynede iagttager: Hvor mange snegle er med på billederne?


Del påShare on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page
Posted on

Oktober i haven

oktober måneds gøremål i haven
Havekalender

Oktober er oprydningstid i haven. Det er næsten helt vemodigt på den måde at sætte punktum efter en dejlig sommersæson, men helt ’lukke og slukke’ for haven er der nu heller ingen grund til. Der er stadig masser af gode haveoplevelser at få hele efteråret og vinteren, og mange af dem kan tages med ind og spises… Og så er der alle haveplanerne for næste sæson, som der nu bliver bedre tid til at se på!

  • Jorden er stadig lun og fugtig, så den bøgehæk, jeg ikke nåede at få plantet i september, kan jeg endnu nå at plante i oktober… Eller måske skal den vente til næste år, hvor jeg regner med at skulle i gang med en større omlægning af haven. De endelige planer er ikke lagt endnu, så jeg skal hygge mig hen over vinteren med at lave havetegninger, researche og søge inspiration.
  • Det behøver dog ikke at betyde, at jeg skal vente med det arbejde, jeg helt sikkert ved, skal gøres forud for haveomlægningen: at rykke gamle buske op. Blandt andet har jeg en gammel forvokset tjørnehæk, som er helt bar i bunden og i øvrigt står forkert. Det bliver et mas at få de store buske op! Derfor bør jeg vist benytte lejligheden, når min bror om et par uger kommer forbi med en minigraver i en anden anledning. Den må kunne spændes for buskene med et reb, så de kan blive trukket op med rode. Ellers er der ikke andet for end at grave ud med spaden i en stor, dyb kreds omkring hver enkelt busk og forsøge at lirke dem løs. Under alle omstændigheder vil det være en god ide at vande godt omkring rødderne først, så jorden bliver blødt mest muligt op.
  • Græsset skal måske endnu klippes en enkelt gang eller to, men jeg kan godt lide at se på en lidt langhåret græsplæne om vinteren, da den trods alt er et af de få grønne indslag i vinterhaven. Den må godt se lidt blød og dyneagtig ud, synes jeg.
  • Der er stadig brombær og enkelte hindbær at komme efter i haven, og langs cykelstierne i hele området er der endnu hyldebuske med modne bær, som kan plukkes. Der er også hyben flere steder. Så længe planterne står beskyttet mod bilos og andre giftige sager, benytter jeg mig gladeligt af de frugter og bær, som findes rundt omkring i det offentlige rum. Måske skal jeg lave varm sødsuppe med tvebakker eller ristet havregryn en kold eftermiddag i løbet af måneden…
  • I drivhuset bugner chiliplanterne fortsat med modne og umodne frugter. Vi har allerede syltet en del chili hjemme i køkkenet, men der bliver vist til mindst en omgang mere.
  • Tomterne er det til gengæld ved at være slut med. I år vil jeg sørge for at fjerne planterne inden vinteren. Sidste år lod jeg dem stå og visne helt ned. Da jeg så skulle fjerne dem i foråret for at rense ud i drivhuset til den nye sæson, føg det i luften med svampesporer, så jeg nøs og hostede i én uendelighed.
  • En anden fordel ved at rydde drivhuset, så snart planterne er udtjente, er at det så kan gøres rent med det samme – klar til blomster og andre planter, som gerne vil overvintre indendørs. Margueritter og pelargonier kan for eksempel godt lide at stå i drivhuset vinteren over. Man kan også fremdrive blomsterløg i krukker og kummer i drivhuset – så får man endnu tidligere glæde af forårets blomsterpragt. Det skulle jeg måske prøve med nogle af de baljer med blomsterløg, jeg fik lavet i september.
  • Georginerne skal graves op, når toppene er blevet svedet af den første frost. Knoldene skal så hygge sig indtil foråret i en balje med letfugtig, løs jord på et mørkt og frostfrit sted i kælderen.
  • Bortset fra jordskokkerne, som holder sig i perfekt stand under jorden, lige til at høste af hele vinteren, er det ved at være slut med de fleste afgrøder i køkkenhaven. Normalt høster jeg masser af grønkål på denne tid, men i år gik noget galt med mine forspirede kålplanter, og jeg nåede ikke at få købt nogen i plantecentret til erstatning. Efterhånden som planterne visner, rydder jeg op i bedene til vinteren. De visne planterester skærer jeg lidt ned og hakker i mindre stykker, men jeg lader det meste af plantematerialet ligge og formulde på jorden. Når jeg graver haven godt igennem til foråret, er de med til at give struktur og næring. Enkelte planterester er det dog vigtigt at få fjernet. Det gælder selvfølgelig genstridigt ukrudt, men også knolde og frø, som kan brede sig uhæmmet, hvis de får lov at ligge. Kartofler er et klassisk eksempel. Frø af kommen og andre urter er et andet eksempel, har jeg måttet erfare – det var også en af de ting, jeg ikke fik fjernet i tide sidste år…

Der sker meget i haven på et år, og hvor meget man end når, er der lige så meget, man ikke når. Noget af det, jeg helt sikkert skal i haven i oktober, er at gå rundt mellem bedene og nyde sommerminderne til duften af fugtig efterårsjord – helt uden dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke nåede, men med masser af ambitioner for det, jeg skal kaste mig ud i næste år!

hybenfrugter

Del påShare on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page
Posted on

September i haven

 

september i haven
Havekalender

Som nogen måske har bemærket, har havedagbogen holdt sommerferie i august. Det har ukrudtet desværre ikke – det har derimod benyttet de rigelige mængder af regn til rigtigt at brede sig. Nåja, blomster og urter har også fået mere krudt af vandet efter det tørre vejr i juli, selvom mindre vist kunne have gjort det… Nu er det så blevet september, høj himmel og høsttid!

  • Først et hængeparti: græsset skal klippes! Det har ikke været let at nå rundt med håndskubberen mellem bygerne, så græsset er blevet godt langt. Plænen bliver ved med at gro et godt stykke tid endnu, så duften af nyslået græs er ikke ovre, selvom det officielt er blevet efterår.
  • Det tidlige efterår er det ideelle tidspunkt at plante nye træer og buske på. Jeg har planer om et stykke bøgehæk af den slags, der ikke smider de visne blade om vinteren, men beholder dem på som en smuk, rustrød overfrakke. Først skal der dog ryddes nogle fliser og andre buske af vejen – vi må se, hvor langt jeg når.
  • Mine to æbletræer er endnu ret små, og de forholdsvis få æbler, de havde sat i år, har jeg høstet og nydt. Begge træer er tidlige sorter – det ene et ananasæble og det andet sorten Discovery. Jeg skulle nok hellere have kombineret en tidlig og en senere sort, men jeg var bundet af, at træerne ikke må blive for store på den begrænsede plads i kolonihaven. Heldigvis er der masser af store æbletræer på mit arbejde, som bærer mere end nok til at vi alle sammen kan tage med hjem til æblekager, æbleflæsk og frugtsalat i rigelige mængder.
  • En del af bedene i køkkenhaven er ved at se lidt bare ud, men der er stadig kartofler at tage af, gulerødder, pastinakker og ikke mindst porrer. Perfekt til suppe på en kølig efterårsdag!
  • Drivhuset er stadig fyldt med tomater og chili i forskellige farver og former. Der skal syltes og henkoges til den store guldmedalje, for nu kan vi snart ikke nå at spise det hele frisk. Der er næsten heller ikke noget bedre end en portion konserveret sommer i form af sådan et glas henkogte tomater. Glassene er flotte at se på med tomater i forskellige farver, og så smager vinterens gryderetter himmelsk, når det er ens egne, solmodne tomater, som har stået og simret i stedet for en dåse af de flåede fra supermarkedet. Jeg putter gerne lidt friskplukkede krydderurter med i glassene – krydderurterne har det storartet lige nu efter sensommerregnen.
  • Min vin har haft et hårdt år. Jeg troede faktisk slet ikke, den ville skyde i år, efter at jeg havde skåret den helt tilbage sidste år, da den blev ramt af meldug. Den skød alligevel, men har kun sat to klaser af druer. De er ikke modne endnu, men skal nydes med højtidelighed, når de er.
  • Roserne fik gødning og vand midt i juli og har fået klippet de visne blomster af løbende hen over sommeren. Det har resulteret i en masse nye skud og en ny blomstringsperiode – mindst lige så rig som den første i juni-juli.
  • Georginerne, som jeg fik plantet ud for sent, er endelig også begyndt at blomstre. Jeg vil plukke en buket eller to og nyde synet hele weekenden …

æble

Del påShare on FacebookPin on PinterestEmail this to someonePrint this page