Bestillinger afsendes først i næste uge, da vores lager holder lukket Kr. himmelfartsdag torsdag d. 9. og fredag d. 10. maj

7 tips til at undgå sygdomme i drivhuset

2. juni 2023 - Lotte Denckert

Der er ikke noget så irriterende som sygdom i drivhuset. Når ens smukke planter, som man har passet og plejet, pludselig bliver syge, tomaterne rådner, agurkerne bliver gule eller planterne taber alle deres blade. Frustrationen er stor, når bladlusene, spindemiderne og andet utøj gør entré i drivhuset og ødelægger alle ens planter. Heldigvis er der meget, man kan gøre for at undgå sygdom i drivhuset. Her kommer vores 7 bedste tip!

Artiklen fortsætter under billedet.

 

1. Rengøring!

Start altid sæsonen med en grundig rengøring af hele drivhuset. Alt skal vaskes ned, vinduer, kapilærkasser, potter og hvad du ellers  måtte have i drivhuset. Hvis du dyrker i kapilærkasser, så husk at skifte posen, der sidder i kassen, hvert år. 

2. Undersøg dine planter, inden de flytter ind!

Det er vigtigt at tjekke planterne, inden du sætter dem i drivhus, især hvis det er nogen, du har købt. De fleste skadedyr kommer nemlig ind med planterne. Tjek planterne grundigt for bladlus, spindemider og andet utøj, inden du planter dem ud i drivhuset. 

3. Plant hjælpsomme planter

Der er planter, som er gode til at hjælpe med at holde drivhuset fri for utøj. Tagetes og tallerkensmækker holder bladlus og spindemider væk. Plant dem i bunden af drivhuset eller i det midterste hul i kapilærkasserne, så er der mindre risiko for ubudne gæster. 

4. Uheldet er ude – kom af med skadedyrene 

Den billigste måde at komme af med skadedyrene er at samle nyttedyr i haven. Mariehøns er eminente bladlusspisere, så få børnene til at hjælpe til med indfangningen og sæt dem ud i drivhuset. Alternativt kan man på nettet købe forskellige nyttedyr, der er rettet mod forskellige skadedyr. 

5. Fjern det syge

Det er vigtigt, at du fjerner de syge plantedele, så det ikke breder sig til resten af planten og de andre planter. 

6. Luft ud

Det er vigtigt at lufte godt ud i drivhuset og sikre, at der er et godt klima i drivhuset. Er der for fugtigt, kommer der hurtigere sygdomme i planterne. Man kan købe automatiske vinduesåbnere til vinduerne, som kan hjælpe en med at huske at åbne og lukke vinduerne.

7. Overgød ikke

De fleste vil gerne gøre det så godt som muligt for planterne, og derfor kan man måske hurtigt blive lidt for rundhåndet med gødningen. For meget gødning er ikke godt, og hvis man bruger gødning med højt kvælstofindhold, kan man risikere at stimulere bladlusenes vækstbetingelser.